Rytmisk kor mandag

Nyborg Musikskoles rytmiske kor er for alle fra 6 klasse og opefter. Her lærer vi at synge sammen og holde en stemme i mindre grupper. Derudover arbejder vi med puls, rytmik, intonation, og det at skabe en fælles lyd. Vi beskæftiger os primært med  genrerne pop, rock, gospel og musical.
Niveauet sættes efter elevernes kunnen, således at alle kan være med.
For de sangere, der måske er lidt nervøse over at skulle synge koncert, er kor rigtig godt, fordi man aldrig står helt alene når der skal optrædes. Derfor er kor et rigtig godt sted at blive en mere sikker sanger og bestemt også et sted, hvor man lærer de andre elever rigtig godt at kende.
Lærer: Laura Thorhauge Dam.

Børnekor Nyborg

Børnekor tilbydes til elever i 1. - 5. klasse. Kor styrker fællesskabet og glæden ved at synge sammen. Vi arbejder med tonehøjde og intervaller ved hjælp af solmisation, hvor vi bruger håndtegn til at lære sangene at kende. Sangene indstuderes som udgangspunkt efter gehør, men vi øver os også i at synge efter noder på begynder-niveau. Vi har fokus på at lytte, fælles klang og dynamik. I børnekoret blive man introduceret til at synge flerstemmigt gennem kanons, men mange af sangene er enstemmige danske sange, så alle kan være med.

Sang

I sangundervisning arbejder vi med den enkeltes stemme, lyd og klang. Vi stifter bekendtskab med en vifte af forskellige teknikker, både gennem øvelser og i mødet med de forskellige musikgenrer. Vi beskæftiger os primært med pop, rock, jazz og musical, og tager udgangspunkt i elevens ønsker. Dertil arbejder vi med bladlæsning, rytmik og improvisation.