Audition til MusicalTalentSkolen.
MusicalTalentSkolen Nyborg er et 2 årigt forløb til unge i alderen ca. 16 - 20 år, som elsker sang, dans og teater.
Måske drømmer du om at blive professionel, eller også vil du bare gerne udfordre - og arbejde med - dig selv. Du undervises af professionelle scenekunstnere, og får en introduktion til mange forskellige discipliner, fx: tekst, impro, jazz, ballet, hørelære, musicalhistorie, auditiontræning og meget mere. Derudover er der 30 min solosangundervisning hver uge på Nyborg Kulturskole.
Der er plads til 12 på holdet, som optages efter en audition. Du bliver en del af et forpligtende fællesskab, og får en masse fede oplevelser i forbindelse med koncerter, teaterture, scenekunsttræf, studietur til London (egenbetalt) og en afgangsforestilling på sidste semester.
Fællesundervisningen foregår på Bastionen hver onsdag aften fra d. 19. august ’26 til slut marts ’27 og samme periode i sæson ’27/’28. (Dog fri i skoleferier).
INFOMØDE: Onsdag d. 29. april 2026 kl. 17:00 holder vi infomøde i Havestuen på Bastionen. Her kan du høre mere om forløbet, se lokalerne, møde faste undervisere og stille spørgsmål. Alle er velkomne.
AUDITION: LØRDAG D. 23. MAJ 2026 på Bastionen.
Dagen starter med impro-øvelser og dans i grupper. Dernæst skal du have forberedt en monolog og en sang hjemmefra. Monologen skal vare omkring 1 min (ikke længere) og sangen skal være max. 3 minutter. Her på siden finder du et link til bud på monologer, men hvis du selv har én, er du også velkommen til at bruge den.
Før din sangprøve har du en kort prøve med vores pianist. Husk derfor noder i den rigtige toneart. Vedhæft dem gerne allerede ved din tilmelding, eller medbring dem på dagen. Du kan lave et udsnit af din sang, hvis den varer mere end 3 min.