Klaver

I klaverundervisningen arbejder vi med at kunne spille, fortolke og performe klaverstykkerne, som de var tænkt af komponisterne. Det er en forudsætning for undervisningen, at du har et klaver at øve på derhjemme.

Klarinet

Klarinetten findes i en del forskellige størrelser, og den mest almindelige er Bb klarinetten. Instrumentet indgår naturligt i et stort udvalg af sammenspil. Lige fra klassisk kammermusik i små grupper til store symfoni- og harmoniorkestre. Klarinetten er mest udbredt i den klassiske musik, men indgår også ofte i rytmiske orkestre og jazz bands og i folkemusikken.

Keyboard

Keyboardets klaviatur er det samme som klaverets, men instrumentet rummer masser af udbygningsmuligheder: forskellige stemmer, rytmer og genrer. Alt sammen noget som undervisningen prøver at udforske.
Keyboardet bruges hovedsageligt i bands. Det betyder jo så, at det giver masser af muligheder for at spille sammen med andre.

Elguitar

Den elektriske guitar spænder over mange forskellige musikalske genrer. Man kan spille flotte solostykker, og man kan bruge guitaren som akkompagnement til sange m.m. Elguitaren er også oplagt til sammenspil med andre instrumenter, og i Nyborg Musikskole er der masser af muligheder. Når du vælger guitar, kan du lære noder, akkorder, melodier, skalaer, solo/improvisation, teknikker, teori og meget mere.

Elbas

Elbassen er god til funk, jazz, pop og folkemusik. Det er sjovt at øve alene på sin bas, men sjovest er det, når du spiller med nogen. Og i musikskolen kan sammenspil hurtigt blive aktuelt.

Cello

Celloen er storebror til violin og bratsch og har derfor en dybere og mere basklingende lyd samtidig med et lyst mellemregister, som gør at den både kan fungere som melodiinstrument og som akkompagnement til enten andre celloer eller instrumenter.  I undervisningen bliver der lagt vægt på nodelære, teori og gehør for at give eleverne det bedste udgangspunkt for en musikalsk forståelse og selvstændighed, så musikken tages med gennem resten af livet. Musikskolen har celloer i alle størrelser, hvilket betyder at man kan begynde at spille helt ned til 4 års alderen med “forælder & barn celloundervisning” hvor begge sidder med et instrument og lærer det hele sammen. Fra skolealderen kan eleven gå uden en forælder. Der er også mulighed for at spille cellosammenspil og klassisk kammermusik med andre instrumenter.

Bratsch

Bratschen er violinens lidt større kusine og bliver som sådan grebet an på samme måde som violinen. Eleverne erhverver sig et bredt musikalsk fundament, hvor de udover at spille også trænes i nodelæsning og teori. Der er rig mulighed for at spille populærmusik, klassisk og jazz på violinen. Fælles for strygeinstrumenterne er, at de fås i mange størrelser, så de passer til enhver aldersgruppe.

Blokfløjte

Blokfløjten er et dejligt instrument at spille på. Den klinger fint, er nem at have med sig og er overkommelig i pris at anskaffe sig. En blokfløjte egner sig godt til klassisk musik, men den er også fin til folkemusik, sange og viser. Når man lærer at spille blokfløjte i musikskolen, er det mest efter noder, men også efter gehør. Blokfløjten er velegnet til sammenspil med f.eks. guitar, klaver eller andre blokfløjter.

Baryton

Fælles for blæseinstrumenterne er, at de giver muligheder for at deltage i sammenspil i mangfoldige stilarter lige fra klassisk kammermusik i små grupper til store symfoni- og harmoniorkestre.